Den østrigske komponist Anton Bruckner, hvis virke faldt i anden halvdel af 1800-tallet, er en af musikhistoriens store og betydningsfulde skikkelser, fordi han med et egenartet tonesprog i sine monumentale symfonier medvirkede til at bane vejen for det tyvende århundredes musik. Beethoven var hans umiddelbare forbillede og udgangspunkt, men gennem en omfattende og grundig privatundervisning i musikteori og komposition hos forskellige lærere gjorde han sig fri af normerne og udviklede en skrivemåde, der dels rummer eksempler på en dristig anvendelse af dissonerende klange, og dels er præget af stor skønhed og udtrykskraft. I samtiden blev hans værker ofte misforstået, og meningerne om hans musik var i almindelighed delte mellem afvisning og anerkendelse. Også i vor tid bliver navnlig hans specielle orkesterbehandling ofte fejltolket. Som den første dansksprogede monografi om Bruckner omhandler denne fremstilling både hans levnedsløb og de forskellige sider af hans virke som komponist.