SØGER MAN AT få bekræftet det mytologiske billede af Clarice som en smuk, kølig og lukket forfatter, går man forgæves her. I brevene overrumpler hun os med sin ømhed, sine blotlagte svagheder, sin menneskelighed. Og selvom man mærker en modvilje mod at blive læst biografisk, åbner forfatteren også for sit forhold til sine værker og sit arbejde med skriften og giver os nye blikke på litteraturen, både andres og den hun selv skabte. Men også moderskabet, venskabet, familien, forfatterpligter, oversættelsesgenvordigheder og meget andet diskuteres af denne brevskriver, der gennem hele sit voksenliv synes både at plages af og insistere på særligt én ting: sin ret til at tvivle.